- blog
April
1
2014

Hjerneforskning.

Spørgsmålet blev stillet - i radioens P1, "Hjernekassen" - om intelligens er arvelig. Men et spørgsmål, hvor både ja og nej er forkerte svar, må også være et forkert spørgsmål. Vi skal først definere, hvad intelligens er. Og vi kan jo begynde med at adskille begrebet fra, klogskab, visdom og fantasi. Intelligens er kun et redskab. Klogskab er at vide, hvad det skal bruges til. Og kan man overhovet definere intelligens uden at inddrage det moralske aspekt?

 

Hjerneforskere tager jo et biologisk udgangspunkt og forholder sig sjældent til den filosofiske orienteringsramme, de arbejder indenfor, og er dermed ikke bevidst om, at de arbejder på den mekaniske materialismes grundlag, dvs. de ser et mekanisk årsag-virknings-forhold i f.eks. det genetisk/arvelige og individets karakter/adfærd.

 

Men indenfor en anden – en dialektisk – filosofisk orienteringsramme forstår vi, at f.eks. forholdet mellem arv og miljø ikke er en sum, men en syntese, dvs. at i individets interaktion/samspil med miljøet/de samfundsmæssige omgivelser opstår noget, der rækker ud over summen og det genetisk/arvelige. Der opstår noget kvalitativt nyt, som derefter eksisterer i relativ uafhængighed af det biologiske. Det, der kan være arveligt, er ikke den færdige uforanderlige intelligens, men et intellektuelt potentiale, som de samfundsmæssige omgivelser – livsbetingelserne – kan undertrykke eller fremme. 

 

Hjerneforskere ved meget om hjernens fysiske konstruktion og funktionsmåde, men de synes at være ensidigt orienteret mod menneskelivets biologiske dimension og overser dermed den samfundsmæssige, sociale og psykologiske dimension. De har ret i deres iagttagelser, men ikke i deres fortolkninger, fordi de søger forklaringen på den menneskelige adfærd på en forkert dimension.

 

Fra det første liv opstod på Jorden har de biologiske organismer antaget form efter deres omgivelser, og ligesom organerne antager form efter deres anvendelse, sådan er også hjernen et resultat af menneskets produktive aktivitet, som hjernes fysiske konstruktion afspejler.  Det var ikke oprindelig hjernen, der skabte livet, men omvendt det praktiske liv, der skabte hjernen i et historisk forløb, hvor hjernen naturligvis har haft en tilbagevirkende, men sekundær funktion. I historisk tid har hjernen ikke forandret sin konstruktion, men det afspejlende princip er bevaret, idet de indre processer er en funktion af livsaktiviteten og ikke omvendt. Hjernen er ikke en årsag, men en virkning.

 

Når man hos nogle mennesker med ekstrem eventuel voldelig adfærd faktisk finder fysiske eller kemiske afvigelser i hjernen, så slutter man uden videre, at disse afvigelser netop er årsagen til adfærden. Ingen tænker på, at det kan forholde sig omvendt, nemlig at det er individets adfærd, der afspejles i hjernens processer. Det skal ikke forstås sådan, at det er den enkelte handling, der straks reflekteres i hjernen, men at det er gennem livets praksis, den sociale funktionsmåde, det sociale samspil eller mangel på samme, der gennem en lang periode er akkumuleret dertil at det omsættes i nogle ”forstyrrelser” i hjernen.

 

Men det er jo en mere besværlig teori, fordi det efterlader spørgsmålet om, hvad det så er, den ekstreme adfærd skyldes. Hvis det ikke er en sygdom i hjernen, er det så en defekt ved samfundsforholdene?

Share on Facebook Back to the blog



Comments:


 
Panel title

© 2019 yan24ck

Antal besøg: 283396

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0.20653414726257sekunder